Musikkens Hus i Aalborg har en stor betonvæg. På denne væg ønskede de at vise alle deres sponsorlogoer.
Betonvæg med touch-effekt
Umiddelbart var opgaven i sig selv ikke det store problem. Men udfordringen var, at væggen skulle fungere som en stor touch screen, så når besøgende trykker på et logo med hånden, skulle en video fra sponsoren gå i gang. Betonvægge er ikke velegnede til at være touch screens, da beton ikke er berøringsfølsomt. Derfor måtte vi lægge hovederne i blød.
Løsningen
Vores løsning var at lave et usynligt lasergitter. En laser skyder stråler ud cirka 25 gange i sekundet op mod betonvæggen. Når man sætter sin hånd på væggen, bryder man laserstrålen. Vi kan så måle afstanden til væggen ud fra XYZ-koordinater. Hvis strålen bliver brudt uden for logo området på væggen, er det ikke interessant, og der sker ikke noget. Men hvis laserstrålen bliver brudt inde på selve området på væggen, så virker hånden som en mus på betonvæggen. Når hånden flyttes fra væggen igen, går væggen tilbage til at vise sponsorlogoerne.